Egon og det glemte smil i Rom
Det var en tidlig tirsdag morgen i Juleministeriet.
Sneen faldt blødt udenfor vinduerne, og indenfor duftede der af varm kakao og gamle papirer.
Rasmus var Juleministeriets førstemand og løb rundt med en stor stak ønskesedler, der var så høj, at han næsten ikke kunne se over den.
“Egon! Har du set min blyant?” spurgte han.
Nede under det store egetræsbord lå Egon, den lille elg, og slumrede i sin kurv.
Hans røde næse blinkede svagt.
Han løftede hovedet… og prikkede til noget med sin hov, der gav en lille klang.
“Der er den!” sagde Rasmus og smilede.
“Tak, Egon. Du er en redningsmand.”
Men pludselig blev der helt stille.
Døren til det store kontor gik op.
Ud trådte Christian.
Han rettede på sine briller og kiggede på sit store verdenskort.
Ved siden af stod en lille maskine med blinkende lys.
“Egon,” sagde han roligt. Han pegede på maskinen.
“Hygge-måleren i Rom er næsten helt i bund.”
Hygge-måleren var en maskine, der viste, hvor glade børn var rundt i verden.
Egon rejste sig straks op.
Han vidste, hvad han skulle gøre.
“Der er en dreng, der hedder Luca,” fortsatte Christian.
“Han har mistet noget, der var meget vigtigt for ham.”
“Vi har brug for, at du hjælper ham.”
Nicolai skyndte sig at binde Egons magiske tørklæde.
“Er du klar?” spurgte han stille.
Egon nikkede.
Hans næse begyndte at lyse…
Tørklædet glødede blødt…
Puf!
Med et blink stod Egon midt på en varm gade i Italien.
Luften duftede af pizza.
På en bænk sad Luca.
Han kiggede ned. En tåre trillede ned ad hans kind.
Egon gik stille hen til ham og lagde sit bløde hoved i hans skød.
Luca blev forskrækket.
“En elg?” hviskede han.
Egon sagde ikke noget.
Han snøftede blødt og puffede til Lucas hånd.
“Min tegning…” sagde Luca stille.
“Den var til min mor… og nu er den væk.”
Egon hoppede en gang… og en gang til…
og pludselig snublede han og landede på numsen.
Luca kiggede op. Så begyndte han at fnise.
“Du ser sjov ud,” sagde han.
Egon rystede sig, så hans ører vippede.
Luca tørrede sin kind.
“Min mor bliver nok glad alligevel…” sagde han langsomt.
“Jeg kan tegne en ny.”
Og så smilede han. Egon’s næse lyste varmt lyserødt.
Kort efter var han tilbage i Juleministeriet.
Christian satte et stort stempel i hans logbog.
“Godt gået, Egon,” sagde han stille.
Rasmus lagde et blødt tæppe over ham.
Egon lagde sig til rette…
Hans næse blinkede langsomt… og langsomt…
og langsomt…
Og nu er det også tid til, at du lukker øjnene.
Godnat