Juleministeriet er en familiedrevet virksomhed, der med glæde og stolthed kan sige, at passionen for smuk og stemningsfuld juleudsmykning trækker spor helt tilbage til vinteren 1960. Dengang stod den kun 15-årige Leif Schubert, ansat hos Gartner Håkansson, i den travle Lyngby Hovedgade og bandt granguirlander og store glødepærer på de jernrør, der udgjorde det enkle skelet til datidens fineste juleudsmykning.
16 år senere, i 1976, tog den driftige Leif Schubert springet og startede egen virksomhed og nogle af de kunder, han havde samarbejdet med i en årrække, fulgte med ham til den nyetablerede LS Udsmykning. På kundelisten stod bl.a. Jægersborg Allé og snart kom flere andre nordsjællandske handelsstrøg til og LS Udsmykning opbyggede gennem firserne og halvfemserne en førende position i branchen.
En af de ansatte var sønnen Christian Schubert, der siden teenageårene havde givet sin far en hånd med i virksomheden og siden 2001 havde arbejdet på fuldtid i LS Udsmykning. Da tanken om et generationsskifte meldte sig, var der ingen tvivl om, hvem der fremover skulle drive juleværket videre.
Christian Schubert og Cecilie Suell overtog LS udsmykning og en kundeportefølje på syv handelsstrøg fra 1. januar 2007 og ændrede navnet til Juleministeriet.