Egon og den store lysfest i London
Det var blevet tidligt mørkt i Juleministeriet, men det gjorde ikke noget, for Jonathan var i fuld gang med at hænge lyskæder op overalt. Han nynnede en julesang, mens han balancerede på en stige.
“Pas på, Jonathan!” grinede Christian, da han kom ud fra sit kontor. Han holdt øje med sin store monitor, der pludselig begyndte at blinke med små, blå lys over et kort af England.
“Egon, min ven, du skal på arbejde. Der er meldt om ‘mørke skyer’ over London. Det er ikke regnvejr, men julelysene vil ikke tænde, fordi folk har for travlt til at stoppe op og kigge op.”
Egon rejste sig straks og rystede støvet af sit gevir. Jonathan hoppede ned fra stigen og bandt Egons tørklæde ekstra stramt.
“London kan være kold, Egon, så hold dig varm!”
Puf! Med et glimt fra næsen landede Egon midt på Trafalgar Square.
Rundt om ham var der tusindvis af mennesker, men alle kiggede ned i deres telefoner eller skyndte sig afsted med tunge bæreposer. De store lyskæder over gaderne hang mørke og triste.
Egon trippede mod Tower of London. Ved porten stod en Beefeater – en vagt i en flot rød uniform og en høj sort hat.
Han så meget alvorlig ud, men da han så Egon, løftede han det ene øjenbryn.
“Hovsa, en elg i London? Du leder vel ikke efter vejvisning?” sagde han og prøvede ikke at grine.
Egon puffede venligt til hans blankpolerede støvler og pegede med næsen op mod de slukkede lyskæder.
Lige i det øjeblik mærkede Egon et lille prik på skulderen.
Han vendte sig om.
Bag ham stod en lille bjørn i en blå frakke og en meget slidt hat.
“Undskyld mig,” sagde bjørnen høfligt og løftede på hatten.
“Jeg er Paddington. Jeg har en marmelademad i min hat, hvis du er sulten.”
Han kiggede op mod lysene.
“Jeg har også lagt mærke til, at lysene er gået ud. Jeg tror, folk har glemt at kigge op.”
Egon og Paddington kiggede på hinanden.
De vidste, hvad der skulle gøres.
Egon satte i løb gennem gaden, og hans lysende røde næse trak en stribe af lys efter sig. Paddington løb bagefter og vinkede med sin hat til alle de travle mennesker.
Folk begyndte at stoppe op.
“Se!” råbte en lille pige.
“En lysende elg og en bjørn!”
Flere stoppede.
Så flere.
Folk kiggede op… og begyndte at smile og grine sammen.
Og så skete der noget magisk.
Klik!
Alle julelysene i London tændte på én gang og badede byen i et gyldent skær.
Beefeateren ved tårnet blinkede med det ene øje til Egon, og Paddington gav ham et lille bjørnekram.
Missionen var fuldført.
Kort efter var Egon tilbage i Juleministeriet. Christian satte et nyt stempel i hans bog – denne gang med et lille billede af en sort hat.
Egon lagde sig træt til rette, mens han stadig kunne mærke en svag duft af marmelade.
Og nu sover Egon…
og det skal du også.
Godnat